Select Page

Lækker og luftig Whisky Tiramisu

Lækker og luftig Whisky Tiramisu

Tiramisu er en vidunderlig lækker dessert, der passer til stort set al slags mad, da den er let, frisk og dejlig velsmagende. Samtidig kan den nemt og lækkert tilpasses til hovedretten og selskabet, både i form, størrelse og smag.

Hovedingredienserne i en tiramisu – smagsmæssigt i hvert fald – er kaffe og spiritus, hvilket er med til at gøre hver eneste tiramisu forskellig, da der findes utallige slags spiritus og utallige slags kaffevarianter som alle bidrager til forskellige smagsoplevelser. Udover kaffe og spiritus består en tiramisu af marscapone – en italiensk let og næsten smagsneutral flødeost, æg, sukker og de såkaldte ladyfingers der er små meget lette og luftige “kager” i stil med en tør sukkerbrødsdej (hvilket de opskriftsmæssigt læner sig en del op af).

Mascarpone kan i dag fås i alle supermarkeder, både discount og konventionelle og koster 20-30 kr. for 250 gr. Det smager som sagt ikke af noget andet end fløde, men konsistensen er luftig og let når den bliver pisket op. De italienske ladyfingers – også kaldet Savoiardi-småkager, kan ligeledes fås i alle supermarkeder uanset prisklasse og koster mellem 10 og 20 kr. for en pakke med 200 gram (ca. 20 kager). Begge dele kan man selv lave, men de opskrifter kommer nok ikke på Gastronomien lige foreløbig, da jeg blot bruger de fabriksfremstillede som efter min mening gør det ganske udmærket!

Omkring kaffen så valgte jeg at bruge min nespresso-maskine (for sidste gang faktisk, da den ikke rigtig faldt i min smag) til at lave en stærk kop kaffe. Jeg valgte dog at gøre det således, at jeg først kørte kapsullen igennem med en Lungo og derefter med espresso, således at hver kapsul ialt gav ca. 1,2 deciliter rimelig stærk kaffe. Det passede fint til mine smagsløg og kaffen ville alligevel blive kombineret med en udsøgt whisky!

Den rette Whisky

Jeg elsker whisky og har de sidste 2-3 år intensivt forsøgt at opbygge en ordentlig og velassorteret samling af forskellige flasker, især fra min whiskyrundtur i Skotland sidste år med en god kammerat. Derfor var det selvfølgelig oplagt når jeg skulle lave en tiramisu, at spiritusen i kagen skulle være en ordentlig flaske whisky. Jeg var dog ikke helt sikker på, at en whisky kunne erstatte den ellers normale amaretto-mandellikør, og en søgning på google efter opskrifter på tiramisu med whisky, advarede mange imod det, og specielt i USA mente de fleste at man i en tiramisu kun kunne bruge mørk rom, hvilket jeg dog ikke selv var helt enig i. Faktum var dog, at jeg ikke gad at bruge 100-150 kr. på at købe en flaske amaretto blot fordi jeg havde planlagt at lave en whisky til dessert. Og med tanke på at Irish Coffee, en kaffedrink med whisky, flødeskum, kaffe og sukker, smager helt fortrinligt med sødmen og varmen fra whiskien i modspil med bitterheden fra kaffen, så måtte whisky også være ganske udmærket til tiramisu – og resultatet var stort set perfekt.

Som sagt har jeg efterhånden opbygget en rimelig samling af whisky fra især Skotland, og havde derfor en del forskellige typer og smage at vælge i mellem til min tiramisu, hvor kaffen allerede var valgt, en rimelig bitter Café Noir Ristretto (nespresso kapsuler), der derfor skulle komplimenteres af en ikke alt for bitter whisky. Valget faldt derfor på en single malt Glenfiddich 18 års (ca. 625 kr.) fra Speyside  der har klare noter af bagt æble og varme krydderier såsom kanel og  kardemomme, og altså derfor er ret sød. I og med den har lagret i så lang tid, så vil den også have en stor fylde i forhold til kaffen, hvilket hos mig er positivt da jeg godt kan lide smagen af whisky. Hvis man endnu ikke er helt fortrolig med den smag, så kan man med fordel halvere mængden af whisky i opskriften eller bruge en sødere kaffe. Man skal også huske på, at en whisky minimum ligger på omkring de 40 pct. alkohol, hvilket også træder igennem i forhold til en klassisk tiramisu med amaretto hvor alkoholprocenten ligger på omkring de 18-25 %.

Gastronomiens Whisky Tiramisu

De whisky/kaffe dyppet ladyfingers

Hvis man ikke har en 18 års Glenfiddich stående, og ikke lige har behov for at købe sådan en (hvilket dog selvfølgelig er noget pjat, da alle har behov at have sådan en lækker sag stående), så kan andre whiskies sagtens bruges. Det er dog vigtigt at man ikke hiver peated whisky frem, altså en whisky som er røget. Dette udelukker altså stort set alle whiskies fra Islay og Isle of Skyes (dvs. Tallisker), men også en del andre fra f.eks. Highland. Den røgede smag træder meget igennem, og vil næppe være specielt hensigtsmæssig i en dessert som tiramisu. Gå i stedet for efter de bløde og runde whiskyer, for eksempel er en Cardhu 12 års (ca. 250 kr.) en ganske udmærket whisky til dette formål, det samme er en Singleton of Dufftown (også 12 år, ca. 300 kr.), som er endnu sødere end en Cardhu, men også har mere karakteristiske toner af appelsin og citrus, og ikke nær så let-drikkelig. Hvis det skal være endnu lettere og mildere i smag og krop, så vil en Glenkinchie 12 års (ca. 399 kr.) være en rigtig god kandidat også. Hvis vi bevæger os over i de blended whiskies skal man igen kigge på de let-drikkelige sager, såsom en rød Grant’s (ca. 150 kr.) der også er sød, men slet ikke så delikat som en af de overstående. Skal det være endnu billigere, kommer man ned på et niveau hvor spritsmagen bliver alt for fremtræden, hvilket meget hurtigt vil overdøve og ødelægge den delikate smag af Mascarpone og kaffe i tiramisuen, og så kan man lige så godt undvære whisky i den og erstatte den af noget andet, f.eks. rom som er meget sødt eller den klassiske amaretto der også er meget sød. Eller helt droppe spiritus.

Jeg vil dog for altid anbefale en ordentlig whisky, som gerne også drikkes efter desserten, da den ellers vil dominerer smagen totalt, og det vil være ærgerligt.

Lækker og luftig Whisky Tiramisu
Author: 
Recipe type: Dessert
Cuisine: Italiensk
Prep time: 
Cook time: 
Total time: 
Serves: 6-8
 
Ingredients
  • 4 æg - delt i blommer og hvider (evt. past.)
  • 110 g sukker
  • 1 stang god vanilje
  • 500 g Mascarpone
  • Ca. 5 dl stærk kaffe (se længere oppe)
  • ca 1,5 del god whisky (se længere oppe)
  • 1 pakke ladyfingers småkager (ca. 20 stks)
  • Kakaopulver
Instructions
  1. Lav noget stærkt kaffe, gerne rimelig bitter og ristet i smagen.
  2. Lad det køle godt af i en skål med lave kanter (så du nemt kan få hånden ned senere)
  3. I to røreskåle deler du æggene i blommer og hvider (eller bruge pasteuriseret)
  4. I skålen med blommerne tilsætter du sukker og vanilje (som du har sørget for at blande godt med 10 gram sukker så de er jævnt fordelt!) og pisker det, gerne på en røremaskine, indtil den er meget lys og luftig. Selv på en røremaskine i højeste hastighed tager det mindst 6-7 minutter.
  5. Vend mascarponen i æggemassen mens hviderne piskes helt stive, igen gerne på røremaskine.
  6. I skålen med kaffe tilsættes whiskyen. Rør det godt sammen
  7. Åben pakken med ladyfingers og dyb halvdelen af dem i kaffeblandingen. De skal kun dyppes i et splitsekund på hver side!
  8. Læg dem i et firkantet eller aflangt fad så de dækker hele bunden.
  9. Vend de stive æggehvider forsigtigt sammen med mascarpone-cremen og læg et lag af cremen på de kaffemættede ladyfingers.
  10. Dyp nu den anden halvdel af ladyfingersne i kaffeblandingen og læg dem oven på cremen.
  11. Afslut med et lag af resten af mascarpone-cremen.
  12. Film tiramisuen og stil den i køleskabet i minimum 1 døgn og gerne længere. Jo længere tid den står og trækker, jo bedre er den og jo mindre sprittet og bitter bliver den.
  13. Tag tiramisuen ud af køleskabet 30-45 minutter inden den skal serveres.
  14. Lige inden servering drysses der er et tykt og jævt lag god kakao-pulver over kagen og den serveres med varm kaffe og evt. en dram med sød portvin hvis det skal være rigtig lækkert.
Notes
Hvis hele tiramisuen ikke bliver spist af dine gæster, så sæt dig til rette i sofaen når de er gået, og guf resten i dig! Alternativt kan den gemmes i køleskabet i 1-2 dage eller fryses ned i ca. 1-2 måneder. På grund af alkoholmængden i whiskyen vil den dog være lidt vandet når den er tøet op igen, men smaget burde blot være blevet endnu bedre.

 

Gastronomiens Whisky Tiramisu

Det færdige resultat klar til hviletid i køleskabet

 

Om denne forfatter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rate this recipe: