Select Page

En snak om scones…

En snak om scones…

Der har jo været skrevet mangt og meget om de nye Torvehaller på Israels Plads, og alle københavnere, inkl. mig selv, har set frem til dette nye madmekka med åbent sind og masser af penge brændende i pungen, der snart skulle bruges på alverdens magiske grøntsager, fantastiske bøffer og hvad der ellers er sundt for både sind og helbred. Og i kraft af, at mit uddannelsessted stamværtshus (hvor jeg også tilbringer, ikkeutallige timer, så dog talrige timer) ligger klods op af det nye haller, så har jeg således kunnet følge med i opførslen af de flotte og prægtige haller, der er blevet omtalt som både Danmarks svar på Seattles Fish Market og Londons Borough Market.

Dette indlæg er taget fra Roadtripping.dk – min side om Roadtrips i USA. Det er modificeret en smule i indlægget, men selve indholdet er det samme. Det er oprindeligt udgivet den 5. september 2011.

I fredags (den 3. september 2011) kom så dagen hvor de endelig blev til virkelighed og folk strømmede til med lykønskninger og julelys i øjnene. Og med de økologiske bast-kurve fyldt med lækre økologiske grøntsager, fairtrade-chokolade og frilands-bøffer havde folk (og fæ?) brugt måneders madbudgetter på en enkelt dag.

Med samme indstilling – dog uden det smarte og fancy bast-net – trodsede jeg silende regn og stormende vind, ind til torvehallerne i dag (mandag den. 5. september). De ligger trodsalt kun 300 meter fra min skole.
Jeg havde samme indstilling som alle de andre besøgende denne dag: pungen skulle flænses og der skulle noget lækkert i kurven. Stor var min skuffelse dog, da jeg trådte ind af indgangen til den første hal, for der er simpelthen lukket om mandagen.  “Det er så vi kan holde åbent både lørdag og søndag” fortalte en fin mand mig, da jeg i fortvivelse og utålmodighed vandrede rundt og desperat prøvede at lure igennem gitrene, hvordan forretninger så ud.

Det var dog ikke hele markedet der var lukket. For enden, ud mod selve Israels plads, var der en smart og fin bager der havde åbent. Laura’s Bakery stod der skrevet direkte ind i betonen som disken var lavet af.  På den ene glasvæg lå massevis af brød; rugbrød, franskbrød, ciabatta og foccasia med salt og rosmarin bare for at nævne et par få.
På den anden glasvæg var hylderne fyldt med kager; hindbærsnitter, brunsviger-både og andet godt. Og lige dér, øverst lå to store bunker Scones (elleer Skåwns, som jeg kalder dem). Den ene bunke var plain, den anden med store chokoladestykker.

Når nu pungen var blevet hevet frem og pengene lå klar på dankortet, så ville det da være en skam, at komme helt tomhjemmet fra de kære torvehaller. Der blev derfor fluks bestilt en af de massive scones med chokolade – jo, fint skulle det være.
Den søde servitrice tog en af de kraftige papirsposer og puttede en scones i. Hun tastede lidt på den smarte touchscreen i bordet, og sagde “Det bliver 17 kr. tak” 17 kroner..
Altså sytten.. 10 + 7… kroner. For en scones. Godt nok er de store, men 17 kroner?
Nå ja, læderet var jo fremme, så pokker vel tag det. Dankortet blev hyldet i maskinen, koden tastet og posen med den fine scones blev overbragt. Jeg stod lige et par sekunder og forventede lidt, at jeg for de 17 kr også ville blive hyldet af Margrethe II’s gardere, men det skete dog ikke. Det havde ellers været en fin gestus.

Nå, da jeg kom ud fra hallerne blev posen åbnet og jeg tog et sug af de skønne dufte der spredte sig fra posen. Eller det vil sige, faktisk duftede den slet ikke af noget, andet af end af papir, hvilket – forhåbentligt – var posens skyld og ikke den fine scones. Det måtte jeg selvfølgelig finde ud af, så den første bid blev taget.

Nu skal jeg så indskyde, at jeg ikke er ny inden for scones-kunsten. Det er én af mine ynglingsspise fra bageren og jeg har spist utallige af dem, fra stort set alle de store københavnske bageri og når jeg har været i London og fra alle mulige andre steder.
Jeg er desuden også selv en habil scones-bager og har fremtryllet alt fra klassiske med rosiner, over mad-scones med krydderier og ost, til vilde chokolade-chili scones.

Men for at summere op for jer, der ikke har samme forudsætninger inden for scones-kunsten, så er den vigtigste bestanddel i en god scones smør. Dernæst, hvis det er en type med chokolade, en god kraftig chokolade (60 % er godt, 70 % er bedst, 80 % er sublimt – selvfølgelig afhængigt af type, bønne og kvalitet). Dernæst kommer de andre ingredienser. Melet skal blandt andet have en god protein-procent (10-12%).

Det der springer en i hovedet først, er dog den massive mængde bagepulver der skal i. Men det er helt essentielt i at få en luftig og lækker scones. Når man laver scones, så vil man meget hurtigt, inden den første bid overhovedet er taget, kunne vurdere om det her er en god scones. Den skal nemlig dufte af smør. Ikke margarine, ikke kærgården, men smør.
Dernæst tages første bid, og det første man her skal blive overasket over, er den luftighed og fugtighed som mundens smagsløg fyldes med. Smør-smagen skal være gennemtrængende, og hvis man har puttet chokolade i, skal man tydeligt kunne smage kraften og bitterheden fra denne, samtidig med at chokoladen ikke må overdøven resten af scones-smagen.
En god scones dufter også af syrlighed – hvilket er resultatet af kærnemælk og bagepulver.
Krummen skal være fugtig og let klæg, ikke i nærheden af en brownie, men heller ikke tør som en fødselsdagsbolle.
Når man bider i den, må der godt sidde mikroskopiske rester tilbage på tænderne, samtidig med at smagen af smør og syrlighed bliver i munden et godt stykke tid efter biden er slugt.
Det var en hurtig guide til smagen og konsistensen af en scones. Men altså, den første bid blev taget, gnusket og slugt, og jeg var mildest talt meget skuffet.

Lad og starte fra begyndelsen af. Som skrevet før, skal smørsmagen dominere.
Her var det i stedet en smag af en blandning mellem margarine og en discauntudgave af Kærgården. Det var noget jeg allerede havde mærket, da jeg så hvor glinsende og fedtede den var da den lå i posen. Det kunne betyde to ting; enten var der brugt for meget smør eller også var der brugt for meget margarine. Her var det desværre sidstnævnte.

Men tilbage til smagen. I min første bid var jeg så heldig at få et stykke chokolade med. Det havde også været perfekt, hvis det var ordentlig chokolade. I stedet smagte det som den mørke kogechokolade fra Carletti. I ved, den din mormor altid har i skabet og som koster 22,95 kr. i fakta hvilket er 22,95 kr. for meget. Forstå mig dog ret, Kogechokoladen fra Carletti er helt fin, hvis du skal overtrække en kage med chokolade eller lave crispy-chokolate-flakes af cornflakes eller popkorn.
I en scones til 17 kr. (sytten!) er det bare ikke okay.

Det var så chokoladen og smøret (eller manglen på samme) der fik sig en omgang der, nu kom turen så til teksturen og konsistensen. Som i nok husker fra før, så skal den være let klæg, med en blød og elastisk krumme som har masser af saft og kraft. Utrolig nok havde “Laura” formået at gøre det komplet modsatte. For det første var den ret sej. Lidt som en sandwich-bolle der har ligget i en plastikpose natten over, samtidig med der var en tydelig skorpe hele vejen rundt. Det specielle ved scones er jo, at siderne brydes og disse bliver bløde, mens toppen får en skorpe der glinser en smule.
Derudover var konsistensen, hvad jeg vil kalde glat og fedtet. Dette hænger uløseligt sammen med det jeg skev før; at den var fedtet og glinsende og der brugt alt for meget margarine.

Jeg fik dog tygget mig igennem første bid, og anden bid, og tredje bid, og kort efter var min 17 kr (sytten!) dyre scones væk. Ædt og næsten allerede glemt.

Men hovsa! Med et ryk kom smagen tilbage. Som hvis man trådte ind i en kæmpe hule fyldt op med margarine. Det var som om, at der sivede margarine op af halsen på mig, og lige i hælende på denne, fulgte smagen af kogechokoladen fra Carletti med. En underlig blanding som jeg helst ville være foruden.

I det at det stadigvæk regnede, gik jeg fortvivlet rundt i gaderne ved Nørreport og ventede på at mit tog kom. Smagen kom dundrende med små ryk konstant, og jeg var flere gange ved at smutte på McDonald’s for at købe en cheeseburger som kunne overdøve smagen. Men jeg ville hellere vente på at jeg kunne sætte mig tilbage i togets sæder, og spise min hjemmelavet sandwichs.
I alt en ret dårlig oplevelse, som helt sikkert ikke er 17 kr. værd. Jeg vil faktisk gå så langt, at jeg hellere ville have en af de der tankstations-scones der er fabrikslavet. Udover de smager lige så dårligt, så er de desuden også flottere, da en scones i min verden, skal være en fin lille bolle med riflet kant og flot pustet op, og ikke en klump dej der med hård hånd er kastet ned på en bageplade som Lauras Bakerys scones er.

Nu kunne man jo tro, at dette var slutningen på min historie, men nej. Da jeg stiger ombord på toget og sætter mig ned ved et bord, kommer der to piger, Maria og Mathilde, som også havde været forbi torvehallerne, og også havde overladt sig til Lauras Bakery. Hvilket sammentræf!

Mathilde havde valgt den sikre hindbærsnitte som hendes våben mod den lille sult, men Maria havde valgt en scones lige som mig, endda også med chokolade. Nu skal det selvfølgelig siges, at jeg ikke er typen der normalt har lange samtaler om scones med tilfældige folk i toget, men da jeg så hvad Maria trak ud af posen, blev jeg altså nød til at blande mig, idet at jeg netop havde sat mig til at skrive dette indlæg.
Hun havde allerede spist halvdelen, og i starten, da jeg spurgte til om også havde købt den hos Lauras Bakery, troede hun at jeg ville have den resterende halvdel! Det ville jeg dog ikke, men i stedet ville jeg høre hendes erfaringer med den 17 kr. (sytten!) dyre scones.
Desværre – for Lauras bakery – var erfaringerne de samme som mine. Hun var langt fra tilfreds med smagen heller, og sjovt nok hev hun en sammenligning fra RvH’s scones, som jo er kendt i hele Danmark og som jeg også selv har et indgående forhold til eftersom jeg kender en, der arbejdede selv samme sted. Maria fortalte at deres scones var altså markant bedre end Lauras, hvilket jeg kun – desværre – kan være enig i. Så endnu et nøk ned ad rangstien til Lauras Bakery i Torvehallerne.

Opdatering!

For noget tid siden var jeg inde og få the og scones hos A.C. Perchs Tea Room på Kronpinsgde i København, lige ved Købmagergade og Amagertorv og derinde, der får man lækre scones! Det er umiddelbart nogle af de bedste jeg har fået i meget lang tid! De er mil fra RvH’s scones, som jeg ikke er så vild med mere af grunde jeg ikke lige ved, men kun kan gisne om. En kande the og 2 scones, inkl. Lemoncurd, hj.l. syltetøj og double cream koster omkring 100 kr, men er alle pengene værd.

Om denne forfatter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *